Luftstrålen er en skytteløs væv, der bruger en jetstrøm til at trække skudgarnet over skuret. Arbejdsprincippet er at bruge luft som væveindsatsmedium, og trykluftstrømmen frembragt af strålen bruges til at trække tyngdegarnets friktionskraft, og skudgarnet tages gennem skuret, og strålen genereres af jet bruges til at opnå formålet med indlægning af væv.
Denne vævsindsættelsesmetode gør det muligt for vevet at opnå høj hastighed og højt udbytte. Blandt flere skytteløse væve er luftstrålen vævet med den højeste hastighed. På grund af den rimelige vævsindsættelsesmetode er vejrindføringshastigheden høj, betjeningen er enkel og sikker, sortens tilpasningsevne er bred, maskinens forbrug er lavt, og effektiviteten er høj. Fordelene ved høj hastighed og lav støj er blevet en af de mest lovende nye typer kludmaskiner. Da luftstrålevævet vedtager luftstrømningsvejsemodus, er den største ulempe det høje energiforbrug.
I 1914 opfandt amerikanerne luftstrålevæve. I 1950 producerede Tjekkoslovakiet de første kommercielle luftstrålevæve. I 1970'erne begyndte luftstrålerne at blive brugt i industriel produktion. Tidlige luftstrålevæv kunne kun producere smalle stoffer. Vævens hastighed var lav og stofkvaliteten var dårlig. Kun monokromatiske, enkle almindeligt klare stoffer kunne produceres. Den moderne nye luftflyvningshastighed, automatisk overvågningsniveau, produktkvalitet, sorttilpasningsevne mv er blevet stærkt forbedret og bliver den hurtigst voksende model i det shuttleless væv. Dagens avancerede luftstrålevæve anvender et stort antal avancerede teknologier, især elektronisk og mikroelektronisk teknologi, der gør luftstrålen meget forbedret under forudsætning af at sikre produktets kvalitet. Dagens internationalt anerkendte producenter er hovedsageligt: Japan Tsudakoma, Toyota, Belgien Picanol, Italien og Tysklands DORNIER.
